Avlsmål og kåringsregler 2025
Barok-Pinto Kåringsregler
Komplette kåringsregler for Barok-Pinto avlsprogrammet
Racebeskrivelse Barok-Pinto
§1: Avlsmål
En storrammet harmonisk let, mellem eller svær broget brugshest, med Frieser præg. Passende dybde og bredde. Kraftig pandelok, man, hale, og hovskæg. Hovedet ønskes af medium længde, gerne ædelt, med lige eller konkav næseryg samt god ganachefrihed. Øjnene er store og udtryksfulde. Ørerne er forholdsvis små, med ørespidser der bøjer lidt imod hinanden. Velrejst front med muskuløs og hvælvet hals. Bagparten ønskes muskuløs, og let hældende. Et stærkt og korrekt fundament, med stærke hove. Bevægelsen skal være elastisk og fremgribende, med gode knæ og haseaktioner, og særdeles god indundergriben.
Størrelser:
2 og 3 års hingste med et stangmål på minimum 155 cm
4 års og ældre hingste med et stangmål på minimum 160 cm
Hopper med et stangmål på minimum 155 cm
Farve: Broget
§2: Stambogsføring
Seges, Heste, der er Landsudvalgets sekretariat varetager registrering, stambogsføring, identifikation og obligatorisk chipmærkning m.m. efter gældende regler. Mærkning med mikrochip foretages af Seges, Hestes autoriserede identitetsmærkere eller dyrlæger.
Der kræves tre led i stamtavlen som forudsætning for, at en hest kan indføres i stambogen. Heste med mangler i afstamningen kan indføres i et bilag til stambogen, kaldet forregister. Der må ikke forekomme forskelsbehandling af opdrætterne.
For at en hest kan registreres i barokpinto avlsprogrammet klasse 1, skal den opfylde kravet om, at den skal være af mindst 37,5 % dokumenteret frieser blod, og være broget.
Ensfarvede hopper og vallakker, som opfylder kravet om mindst 37,5 % frieser blod, registreres i klasse 2. Denne klasse gør sig kun gældende for heste med mindst én broget forælder og dokumenteret 3 leddet Barokpinto afstamning.
Klasse 1: minimum 37,5 % og opefter, frieserblod og broget
Klasse 2: minimum 37,5 % og opefter, frieserblod og minimum en broget forælder
Med dokumenteret frieserblod menes der, alle frieserhingste og hopper som er registreret i et EU godkendt forbund, med minimum 3 led i afstamningen. Frieserhingste skal være avlsgodkendte. Hopper, hingste, samt føl kan optages.
Definitionen af, hvornår en hest er broget:
Den skal have store tydelige aftegn/markeringer på sin krop, her er hoved og ben undtaget. Disse hvide og farvede kropshår er samlede i store, velafgrænsede felter.
En hest hvor begge forældre er ensfarvede, skal have min. 2 hvide ikke sammenhængende usymmetriske pletter på min. 100 mm. i diameter pr stk. på kropspartierne. Sokker og blis medregnes ikke.
En hest som ikke er tydeligt broget med hel/delvis godkendt pintoafstamning skal have en plet på min. 45 mm i diameter på kropsstykkerne, her medregnes ikke eventuelle sokker og blis.
§3: Struktur
Barokpinto kåres i Dansk Pinto Forening. Der laves et barokpinto udvalg, som er medarrangør af kåringer osv. Der afsættes plads i klubbladet til barokpinto.
Barokpinto kåringer afholdes sammen med de øvrige aktiviteter i Dansk Pinto Forening. Der vælges dommere der af Dansk Pinto Forenings bestyrelse, i samråd med Barokpinto udvalget findes velegnet til bedømmelse. Der afholdes mindst én kåring årligt.
At en hest er godkendt til avl i Barokpinto avlsprogram er ikke ensbetydende med, at den er godkendt i Dansk Pinto Forenings andre avlsprogrammer. Det er op til ejer at undersøge, hvad regler der er gældende, hvis der ønskes at avle anden type Pinto end Barokpinto. Pinto pony og Pintoaraber kan ikke godkendes til indkrydsning i Barokpinto.
Hingstekåringsregler Barok Pinto
§1: Selektion
Selektion af hingste til Barokpinto avlsprogrammet består af en eksteriør bedømmelse til Barokpinto kåring, samt materialeprøve.
Ved at deltage i selektionsforløbet kan hingste opnå bedækningstilladelse i Barokpinto avlsprogrammet. Bedækningstilladelsen tildeles i afgrænsede tidsrum med angivelse af startdato og slutdato, hvis der hvert år af hingste ejer indbetales et af generalforsamlingen fastsat beløb (hingstelicens) til Dansk Pinto Forening.
§2: Afstamningskrav
Kun brogede hingste kan avlsgodkendes. Der kræves tre led i stamtavlen, for at en hingst kan fremstilles til kåring. Et led defineres som en hest registreret i databasen med mindst navn og registreringsnummer.
Barokpinto hingste skal som min. have 37,5 % dokumenteret frieser blod. Med dokumenteret frieserblod menes der, alle frieserhingste og hopper er registreret i et EU-anerkendt Frieseravlsforbund, med minimum 3 led i afstamningen.
Frieser hingste registreret og kåret i EU-anerkendte Frieseravlsforbund, med minimum 3 led i afstamningen, er godkendt til indkrydsning i Barokpinto avlsprogrammet.
Pinto hingste og hopper avlsgodkendt i Dansk Pinto Forening og andre EU godkendte Pinto forbund, er godkendt til indkrydsning i Barokpinto avlsprogrammet.
Barokpinto hingste, som har opnået en helhedskarakter på min. 7 ved kåring i Dansk Barokpinto avlsprogrammet er godkendt til avl.
Afkom fra avlsgodkendte hingste i andre EU godkendte Barokpinto avlsprogrammer, kan fremstilles til kåring, hvis kravet om mindst 3 led af registreret Frieser-, barokpinto-, pinto afstamning er opfyldt, og ovenstående krav om kåring/avlsgodkendelse i de EU-anerkendte avlsforbund der bruges til indkrydsning er opfyldt.
For hingste født i Barokpinto avlsprogrammet gælder følgende:
Mindst 3 led af registreret Frieser-, barokpinto-, pinto afstamning.
§3: Holdopdeling
Alle 2-års hingste, der opfylder afstamningskravene, kan fremstilles. Hingstene eksteriørbedømmes. Herefter kan de afvises eller opnå 1-års bedækningstilladelse som 3-års. Hingsten betegnes som havende avlsgodkendelse i den pågældende sæson.
Alle 3-års hingste, der opfylder afstamningskravene kan fremstilles. Hingstene eksteriørbedømmes. Herefter kan de afvises eller opnå 1-års bedækningstilladelse som 4-års. Hingsten betegnes som havende avlsgodkendelse i den pågældende sæson.
Alle 4-års og ældre hingste, der opfylder afstamningskravene, kan fremstilles. Hingstene eksteriørbedømmes. Herefter kan de afvises eller opnå at få adgang til materialprøve, som skal være bestået/godkendt for at opnå avlsgodkendelse. Hingsten betegnes som kåret.
Færdigkårede hingste kan genfremstilles til kåring på ejers egen foranledning. Den bedste bedømmelse benyttes videre hen.
§4: Eksteriørbedømmelse
Hingstene måles ved stangmål over manke, gjordmål og pibemål. Hingstene fremvises på fast bundt i skridt og trav med trense. Der vises opstilling, skridt, trav og galop efter kåringskommissionens anvisning.
Ved eksteriørbedømmelsen gives karakter for egenskaberne, type og kropsform, hoved og hals, skulder og manke, overlinie og bagpart, forlemmer og baglemmer, skridt, trav, galop og helhedsindtryk.
Der udarbejdes en beskrivelse af hestens eksteriør og bevægelse. Oprangering sker efter helhedskarakter.
Hingsten bedømmes efter 10 trins skala og skal min. opnå 7 i helhedskarakter for at opnå avlsgodkendelse.
§5: Materialeprøve
Dansk Pinto Forening er tilsluttet Seges, Heste årlige Materialprøve for hjemmetrænede heste/ponyer. Dansk Pinto Forenings bestyrelse er ansvarlig for meddelelse til hingsteejer om tidspunkt for afholdelse af prøven.
Dansk Pinto Forening følger Seges, Heste regler for afprøvning af avlsdyr. Seges har ansvar for beregning af resultatet.
4-års og ældre hingste der ved den ordinære kåring har fået adgang til materialprøven, skal bestå denne efter Dansk Pinto Forenings regler uden anmærkninger, for at opnå endelig kåring.
Hingsten kan tilmeldes til afprøvning i kørsel med løsspringning eller dressur, spring eller begge.
Hingste tilmeldt dressur skal IKKE vises under rytter i spring, således springdisciplinen kun består af løsspringning.
Hingste tilmeldt springdisciplinen vises i både spring (under rytter og løsspringning) og i dressur. I dressurdisciplinen differentieres vægtningen således, at galop vægtes højere end skridt og trav.
Hingste tilmeldt begge discipliner vises i både spring (under rytter og løsspringning) og i dressur uden differentiering af vægtningen.
4-års hingste skal have minimum 682,5 point uden anmærkninger for at prøven er godkendt.
5-års og ældre hingste skal have minimum 715 point uden anmærkninger for at prøven er godkendt.
Kårede hingste kan genfremstilles til materialprøve på ejers egen foranledning. Den bedste bedømmelse benyttes videre hen.
§6: Veterinære undersøgelser
Hingste skal for at opnå avlsgodkendelse gennemgå veterinære undersøgelser af hjerte- og lungefunktion, kønsorganer og halthed.
§7: Blodtypekontrol (DNA-bestemmelse)
Alle avlsgodkendte hingste skal være dna-bestemte, og på denne måde have deres afstamning verificeret (kontrolleret). Udgifterne til dna-bestemmelse betales af hingste ejeren.
§8: Specielle krav
Ved tvivlstilfælde af om hesten er bærer af det brogede gen, kræves DNA test af dette, på hesteejers regning og foranstaltning.
§9: Dispensation
I særlige tilfælde kan gives dispensation for hingste i selektionsforløbet, som ikke er i stand til at opfylde ovenstående eller i selektionsforløbet bliver skadet før fremstilling. Der kan til bestyrelsen søges to dispensationer i hele selektionsforløbet af hingsten. Der kan ikke gives dispensation vedr. antal led i afstamningen.
Hoppekåringsregler Barok Pinto
§1: Selektion
Selektionen af hopper til Barokpinto avlsprogrammet foretages via en godkendt eksteriørbedømmelse ved Barokpinto kåringen. Avlsgodkendelsen er gældende fra godkendt eksteriørbedømmelse, til hoppen afgår.
§2: Afstamningskrav
Barokpinto hopperne skal som min. have 37,5 % dokumenteret frieser blod. Med dokumenteret frieserblod menes der, alle frieserhingste og hopper som er registreret i et EU godkendt forbund, med minimum 3 led i afstamningen. Frieserhingste skal være avlsgodkendte.
Frieser hopper registreret i et EU godkendt forbund, med minimum 3 led i afstamningen, er automatisk godkendt til indkrydsning i Barokpinto avlsprogrammet. Der skal i hvert enkelt tilfælde ansøges om godkendelse til indkrydsning.
Pinto hopper og hingste avlsgodkendt i Dansk Pinto Forening og andre EU godkendte Pinto forbund, er automatisk godkendt til indkrydsning.
Hopper, født i Barokpinto avlsprogrammet, skal fremstilles til kåring som Barokpinto for at blive avlsgodkendt i Barokpinto avlsprogrammet.
Ensfarvede hopper kan opnå avlsgodkendelse i Dansk Pinto Forening – hoppen skal opfylde nedenstående krav:
Mindst én af forældrene er broget og godkendt i DPF Barokpinto avlsprogrammet
Begge forældre skal være kåret/avlsgodkendt og opfylde afstamningskravene til hopper og hingste.
Det samme er gældende for vallakker. Barokpinto hopper skal have en godkendt registreringsattest eller afstamningsoplysning.
§3: Holdopdeling
Alle 3-års og ældre hopper, der opfylder kravene til kåring i stambogens hovedafsnit eller bilag hertil, kan fremstilles. 3-års hopper med føl ved siden kan ikke fremstilles.
Hopperne eksteriørbedømmes. Herefter kan de afvises eller opnå avlsgodkendelse. Avlsgodkendelsen er gældende til hoppen afgår. Avlsgodkendelse for hopper giver adgang til materialprøve. Ved tildeling af avlsgodkendelse betegnes hoppen som kåret.
De enkelte hold opdeles i klasser efter alder: 3-års + 4-års og ældre. I klasser med under 3 tilmeldte, kan holdene sammenlægges.
Hoppen bedømmes efter 10 trins skala og skal min. opnå 5 i helhedskarakter for kåring.
§4: Eksteriørkåring
Hopper måles ved stangmål over manke. Hopper fremvises på fast bundt i skridt og trav med trense. Der vises opstilling, skridt, trav og galop efter kåringskommissionens anvisning.
Ved eksteriørbedømmelsen gives karakter for egenskaberne, type og kropsform, hoved og hals, skulder og manke, overlinie og bagpart, forlemmer og baglemmer, skridt, trav, galop og helhedsindtryk.
Der udarbejdes en beskrivelse af hestens eksteriør og bevægelse. Oprangering sker efter helhedskarakter.
§4a: Kåring
Hoppen kan kåres i stambogens hovedafsnit eller bilag hertil, eller den kan afvises. Oprettelse af data følger Seges, Heste almindelige regler for stambogsføring.
Hovedafsnittet er opdelt i to klasser:
Klasse 1 - Hovedstambog: Godkendt med minimum 8 i helhed - Moderen er godkendt i minimum Forregister 3.
Klasse 2 - Stambog: Godkendt med 6 eller 7 i helhed - Moderen er godkendt i minimum Forregister 3.
Der etableres et bilag til hovedafsnittet indeholdende tre grupper: F1, F2 og F3. Kun afkom efter min. bilagets F3 kan optages i stambogens hovedafsnit.
§4b: Kåring til forregister
Bilag til hovedafsnittet (forregister)
For optagelse i bilagene F1, F2 og F3 kræves følgende: Hoppen anses for anvendelig i Barokpinto avlsprogrammet, men opfylder ikke kravene til kåring i hovedafsnittet. Hoppen har en helhedskarakter på minimum 5.
Bilag F3:
Faderen opfylder kravet til avlsgodkendte hingste
Moderen er optaget i min. bilag F2, og kan dokumentere min. 37,5 % frieserblod.
Bilag F2:
Faderen opfylder kravet til avlsgodkendte hingste
Moderen er optaget i min. bilag F1, og kan dokumentere min. 37,5 % frieserblod.
Bilag F1:
I F1 optages hopper, der er bedømt på eksteriørkåring, og godkendt i Barokpinto avlsprogrammet. Hoppen skal være broget.
§5: Materialeprøve
Dansk Pinto Forening er tilsluttet Seges, Heste årlige Materialprøve for hjemmetrænede heste/ponyer. Dansk Pinto Forenings bestyrelse er ansvarlig for meddelelse til hoppeejer om tidspunkt for afholdelse af prøven.
Dansk Pinto Forening følger Seges, Heste regler for afprøvning af avlsdyr. Seges har ansvar for beregning af resultatet. Hopper skal have opnået avlsgodkendelse for at få adgang til materialprøve.
Hoppen kan tilmeldes til afprøvning i kørsel med løsspringning eller dressur, spring eller begge.
Hopper tilmeldt dressur skal IKKE vises under rytter i spring, således springdisciplinen kun består af løsspringning.
Hopper tilmeldt springdisciplinen vises i både spring (under rytter og løsspringning) og i dressur. I dressurdisciplinen differentieres vægtningen således, at galop vægtes højere end skridt og trav.
Hopper tilmeldt begge discipliner vises i både spring (under rytter og løsspringning) og i dressur uden differentiering af vægtningen.
Hopper skal have minimum 675 point uden anmærkninger for at prøven er godkendt.
§6: Veterinære undersøgelser
Hopper skal ikke gennemgå veterinære undersøgelser for at opnå avlsgodkendelse.
§7: Blodtypekontrol (DNA-bestemmelse)
Hopper skal ikke gennemgå Blodtypekontrol eller DNA-bestemmelse for at opnå avlsgodkendelse.
§8: Specielle krav
Ved tvivlstilfælde af om hesten er bærer af det brogede gen, kræves DNA test af dette, på hesteejers regning og foranstaltning.
Vallak kåringsregler
§1: Afstamningskrav
Selektion af vallakker består af, eksteriørbedømmelse. Vallakker måles ved stangmål over manke. Der vises opstilling, skridt, trav, galop efter kåringskommissionens anvisning.
Eksteriørkåringer følger hoppekåringsreglerne. Mindst en af forældrene skal være godkendt i Barok-pinto avlsprogrammet.
Afstamning for vallakker følger kravene i hoppekåringsreglerne §2, §4 og §4a.
Vallakken bedømmes efter 10 trins skala, og skal opnå min. 7 i helhedskarakter for at stille til materialeprøve.
§2: Materialeprøve
Dansk Pinto Forening er tilsluttet Landsudvalget for Hestes årlige Materialprøve for hjemmetrænede heste/ponyer. Dansk Pinto Forenings bestyrelse er ansvarlig for meddelelse til vallak-ejer om tidspunkt for afholdelse af prøven. Dansk Pinto Forening følger Seges, Hestes regler for afprøvning af avlsdyr. Seges har ansvar for beregning af resultatet.
Vallakker skal have opnået avlsgodkendelse for at få adgang til materialprøve.
Vallakken kan tilmeldes til afprøvning i kørsel med løsspringning eller dressur, spring eller begge.
Vallakker tilmeldt dressur skal IKKE vises under rytter i spring, således springdisciplinen kun består af løsspringning.
Vallakker tilmeldt springdisciplinen vises i både spring (under rytter og løsspringning) og i dressur. I dressurdisciplinen differentieres vægtningen således, at galop vægtes højere end skridt og trav.
Vallakker tilmeldt begge discipliner vises i både spring (under rytter og løsspringning) og i dressur uden differentiering af vægtningen.
Vallakker skal have minimum 700 point uden anmærkninger for at prøven er godkendt.